Danmark mister milliarder på manglen på arbejdskraft, hævder den borgerlige tænketank CEPOS ifølge dagens Politiken:
Fra december 2007 til april 2008 har danske virksomheder forgæves søgt efter nye medarbejdere 39.000 gange.
Det viser en ny rapport om rekruttering, som Rambøll Management har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
På årsbasis betyder det, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) er væsentligt lavere, end det kunne have været:
»Der er 39.000 ubesatte stillinger. Hvis man forestiller sig, at de job blev besat, ville det øge Danmarks produktion med cirka 20 millarder kroner«, fortæller Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS.
Ja, og her til morgen holder jeg selv bare fri og spilder tiden med at vaske tøj og læse, hvor jeg i stedet rent faktisk kunne have solgt konsulentydelser eller andet, hvorved jeg, hvis man udstrækker det til hele weekenden, kunne have genereret over 10.000 kroner lukt ned i skattefars for. Og tænk så bare på alle de rare milliarder, danskerne kunne have genereret, mens de sover? Hvor vover regeringen at tillade det?
Spøg til side, så er jeg faktisk ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor CEPOS og andre liberalister er så ivrige efter at intensivere dansen om guldkalven: Penge, penge, penge, arbejde, arbejde, arbejde … hvad skal vi med alle de penge? Jeg har ikke bemærket, at landet skulle være voldsomt truet af fattigdom, nød eller sult.
Det 19. århundredes tidlige socialister (folk som f.eks. H.G. Wells og Oscar Wilde) drømte om et samfund, hvor teknologien gjorde det muligt at nøjes med at arbejde ganske få timer om dagen, hvorefter resten af tiden kunne bruges til kreative sysler.
Og som motivation? De største bidrag til videnskaben, kulturen og sågar teknologien er altid kommet fra folk, der ikke primært var motiveret af penge. Med tidens formelige forbrugsfest in mente kommer CEPOS-økonomens dystre advarsler snarere til at lyde som en beduin, der beklager sig over den snarlige mangel på sand i Sahara.
Der er andet i livet end penge, og hvis danskerne kunne lære at give afkald på lidt levestandard til gengæld for livskvalitet, ville meget være nået. CEPOS-økonomen Mads Lundby Hansen burde snarere koncentrere sig om selv at lære dét fremfor at bruge sin tid på at heppe på en stadig vildere dans om arbejdsmarkedets guldkalv.
Ja, det er en lidt mærkelig debat nogen gange, hvor der aldrig bliver stillet spørgsmål ved grundpræmissen - hvorfor er det per definition godt at tjene flere penge, og hvornår har vi nok penge? Tilsyneladende aldrig.
Helt enig. I argumentationen for, at folk vil arbejde mere, hvis topskatten bliver fjernet, har jeg prøvet at se lidt på min egen situation, hvor jeg pludselig ville have en kvart million om året, som jeg “kun” skulle betale almindelig skat af.
Dette ville give mig en stor pose penge, men jeg tror afgjort ikke, at jeg ville arbejde mere af den grund - og da slet ikke, når jeg er på jobløn og derfor ikke får flere penge udbetalt for hver time, jeg lægger ud over de 37 timer om ugen. For mig er min løn betalingen for den fritid, jeg bruger på at arbejde. Det er ganske sandsynligt, at jeg ville prøve at forhandle med min arbejdsgiver om at arbejde mindre, hvis det var muligt.
De fleste jeg kender der betaler topskat, KAN ikke arbejde mere.
I øvrigt kunne man måske også spørge hvad det over tid koster i form af sygdom. Både psykisk og fysisk + hvad evt. familie skal døje.
Ulrik: Ja, det er jo det - præmissen om, at flere penge altid er godt, bliver aldrig anfægtet, men hvorfor ikke? Det er, som om mantraet om “flere penge” er ophøjet til en guldkalv -en pseudoreligion, som der hverken kan eller må sættes spørgsmålstegn ved.
Wolf: Ja, det er en anden ting - mange, der betaler topskat, ville rent faktisk pludselig få råd til at arbejde mindre, hvis de ikke skulle betale topskat - så hvorfor skulle de arbejde mere? Jeg har selv en 37 timers uge (ikke jobløn) og får i reglen ikke overarbejde udbetalt, så jeg har heller ikke nogen motivation til at arbejde mere - men hvis jeg ikke skulle betale topskat, kunne jeg tværtimod arbejde mindre end 37 timer (kunne jeg rimeligvis også, hvis jeg var på jobløn, men det er en anden historie :-)).
mb: Ja, problemet er vel også, at arbejdet ofte er “tilrtrækkende”, på en eller anden måde - meget ofte kunne man godt sige fra overfor overarbejde, hvis man virkelig satte hælene i, men det kan være svært at gøre (og presset kan ofte være urimeligt)
I kan også vende det helt om og se det sådan her: Ikke alle mennesker er ens, og dem der elsker at arbejde og tjene penge, er ofte også dem, der er gode til at lege entreprenører og skabe arbejdspladser.
Lad dem dog og sænk så skatten, for så behøver de kreative, kunstnerne, de dovne og de legeglade ikke arbejde så hårdt for pengene. Eller også har de flere penge at more sig for.
Jeres model er moraliserende, fordi i presser jeres egne præferencer hvad angår arbejde og fritid ned over hovedet på andre mennesker.
I øvrigt burde folk som jer, der i den grad arbejder for øgede overførsels-indkomster, da være de første til at bekymre sig over, om velfærden kan opretholdes, når der mangler arbejdskraft.
Raapil: Hvori består det moraliserende? Jegkonstaterer bare, at vores samfund ikke er så fattigt, at vi behøver at gnide os i hænderne over, om der er nogle få tusind arbejdspladser mere eller mindre.
Wolf konstaterer, at en lavere topskat næppe ville få ham selv til at arbejde mere, og jeg konstaterer, at den formentlig ville få en del mennesker til at arbejde mindre, eftersom de ville have flere penge for mindre arbejde. Men det er da alt sammen simpel analyse uden nogen moralisme involveret?
Jeg ved heller ikke, om jeg nødvendigvis arbejder for højere overførselsindkomster - et par bud på, hvad jeg egentlig gerne ville se, kan ses her, hvis du er interesseret:
http://www.modspil.dk/politik/politisk_filosofi___et_par_utilstr_kkelige_str_tanker.html
Jeg garanterer ikke for, i hvilken udstrækning Wolf er enig i de tanker
Du moraliserer, når du spørger, hvad vi skal med alle de penge, og at der “… er andet i livet end penge, og hvis danskerne kunne lære at give afkald på lidt levestandard til gengæld for livskvalitet, ville meget være nået”.
Du ved altså, hvad der er bedst for alle danskerne. Lidt lissom når Søren Krarup ved, at salmesang i skolerne og genindførsel af revselsesretten er bedst for alle danskerne, ikke sandt?
Det er i øvrigt ikke en holdning, jeg læser ud af din skitse til en politisk filosofi, så hvor du har den fra, ved jeg ikke. Sandsynligvis har årtiers venstreorienteret propaganda gjort sin indvirkning
I øvrigt sjovt, at det er to ret højtlønnede - Agger og Wolf - som belærer andre om, at de tjener for mange penge, hehe…
Raapil: Hvad angår vores lønninger, så kan du jo tolke det sådan, at der er en god portion sandsynlighed for, at vi ved, hvad vi snakker om, når vi hævder, at fjernelsen af topskatten ikke nødvendigvis vil have den effekt, som CEPOS drømmer om. Du ved… lidt ligesom fattige danskere godt kan udtale sig med en vis viden om, hvad der vil opnås ved at “motivere dem til at arbejde” ved at true med at tage endnu flere penge fra dem.
Raapil: Er der mon nogen, der føler sig truffet?
Hverken jeg eller Wolf ser ud til at belære andre om, hvor meget eller lidt de bør tjene; jeg stiller bare spørgsmål ved, om CEPOS-økonomer og andre borgerlige virkelig gør samfundet end tjeneste, når de stiller sig op som en slags moderne slavepiskere og (som sagt) gnider sig i hænderne over, at andre, sygemeldte, arbejdsløse, efterlønnere, hvad ved jeg, efter deres mening ikke arbejder hårdt nok. Og jeg stiller spørgsmålstegn ved hele filosofien om, at det er vigtigt for samfundet at danskerne tjener flere og flere og flere penge.
Jeg tillader mig at tvivle - ikke mindst fordi mange af de ting, der har haft størst værdi for menneskeheden, er frembragt af mennesker, der ikke eller ikke primært var motiveret af penge. Jfr. den computer, du selv sidder og skriver løs på, og som ikke ville være mulig uden transistorer og mikrochips, der igen ikke ville være mulige uden faststoffysikken, der igen ikke ville have været mulig uden kvanteteorien, der for en pæn dels vedkommende blev grundlagt af Bohr og Einstein i deres fritid og i hvert fald uden noget videre pekuniært incitament.
Penge og det økonomiske generelt er ganske vist nødvendige og vigtige størrelser, men er også noget overvurderede i den moderne samfundslære som det, hvorom alt drejer sig, og som man (jfr. CEPOS-gutten) åbenbart aldrig kan få for meget af. Og det var bl.a. det, jeg harcellerer over i indlægget - hvordan folk rent indivuduelt vil disponere deres tid, falder det mig ikke ind at blande mig i. Igen: Man aner, at nogen alligevel har følt sig truffet?
Om fjernelse af topskatten vil betyde flere hænder i arbejde, ved jeg ikke. Men det er ikke bare CEPOS, der har analyseret sig frem til det resultat. Det jeg bed mærke i var, at Agger lægger sin egen hippie-dagsorden ned over alle os andre ved at moralisere sig frem til, at ‘vi tjener penge nok’.
Noget andet er så, at skattelettelser f.eks. i form af en flad skat på 40 pct. vil være mere retfærdig, og desuden vil det give folk, som ikke har lyst til at arbejde så hårdt, bedre økonomi til et mere afslappet liv. Det skaber altså mere frihed for den enkelte til at indrette sig, som man vil.
Om jeg føler mig ramt? Ja, jeg synes jeg arbejder ret meget (1½ job), og ville da gerne have lidt mere ud af indsatsen.
Raapil: Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at det er noget nemmere for folk som Carsten og jeg at hævde, at penge ikke er alt (også selv om jeg som eneforsørger er en fattigrøv blandt ingeniører). Der var også mere “du bør” over Carstens indlæg, end jeg selv bryder mig om, men det er omvendt en forståelig reaktion på CEPOS’ penge-er-alt-dogmatik, at det bliver formuleret sådan.
Men for nu at komme tilbage på banen, hvor bolden er: Ville du arbejde mere, hvis du fik mere for din indsats? Og synes du, det er fedt at have 1½ job, eller er det et resultat af, at du er blevet “motiveret” til at skulle arbejde så meget, fordi din indtægt er for lav?
Og er en flad skat virkelig retfærdig, når man husker på, at vi alle har en eller anden form for “grundudgift”, der udgør en meget større procentdel af en fattig families økonomi, end den udgør af en rig families økonomi?
“Hippie-agenda”
- har man nu hørt det med ..:-)
Men min intention er nu ikke at inddrage nogen i nogen specifik agenda; ligesom CEPOS og andre, der taler om afskaffelse af efterløn, mindre folkepension, mindre SU osv. til andre end dem selv, burde afholde fra at inddrage andre i deres private morakker-agenda
selve ideen med en flad skat (dvs. samtidig afskaffelse af alle fradrag) har nu altid tiltalt mig, ikke mindst, fordi det ofte har været de rigeste, der har kunnet udnytte fradragene til at betale næsten ingenting i skat. Jeg ville dog nok foretrække en trappeordning, altså f.eks. 0% op til 60,000, 40% herfra og til 300.000, og 55% for alt over 300.000 (eller lignende, jeg har ikke regnet på det).
Men det er mere for at få et mere gennemskueligt system; som Wolf er inde på i sit indlæg om topskatten, er der næppe nogen særlige fordele for samfundet ved at sænke skatten i nævneværdigt omfang - vi kunne ende med at stå med et niveau som i England, som vi næppe er ude på at emulere.
Men altså: Måske sidste sætning i mit indlæg vitterlig er lidt skævt formuleret; jeg har intet ønske om at mene noget om, hvor meget eller hvor lidt andre arbejder og hvorfor, jeg har bare og tværtimod et ønske om at sætte spørgsmålstegn ved, om CEPOS’ værdier om penge frem for alt vitterlig har noget at gøre i, hvordan jeg gerne ser dette samfunds fremtid - og det har den ikke
Det er af personlige årsager, at jeg arbejder 1½ job, og jeg synes ikke nødvendigvis, at jeg får for lidt i løn - snarere betaler jeg for meget i skat
Det er da tvivlsomt, om jeg ville arbejde mere, hvis topskatten blev fjernet, men jeg vil ikke afvise det. Men om den lille undersøgelse, omfattende tre personer, vi har lavet her, så er mere holdbar end CEPOS og Rockwool-fondens mv., skal jeg ikke kunne sige.
Mere overordnet handler det om for mig, at det ikke er realistisk at opretholde en velfærdsstat på det niveau, vi har nu. Fjernelse af topskat og indførelse af flad skat skal hænge sammen med begrænsning af de ydelser, som i dag tilflyder middelklassen (og overklassen).
Dels for at gøre DK mere konkurrencedygtigt, dels fordi, en flad skat er mere retfærdig. ‘Grundudgifterne’, som rige og mindre rige har, er jo ikke ens, fordi man bosætter sig og har transport- og øvrige udgifter, som svarer til ens indtægter og forventninger til livet.
Da det næppe er realistisk, at vi alle skal kunne bo i Hellerup og spise på Michelin-stjernede restauranter hver dag, så må vi bare acceptere, at der er forskel. Overførslerne skal så tilfalde dem, der er syge eller på anden måde uarbejdsdygtige, ikke alle os andre.
Ang. flad skat, så lyder det fornuftigt at fjerne fradragene, men en flad skat skal være helt flad, ikke differentieret. Man siger ofte, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, men det vil jo også være tilfældet med en flad skat på f.eks. 40 pct. (i hvert fald aldrig over 50 pct.) idet 40 pct. af 1.000.000 er mere end 40 pct. af 200.000.
Jeg kan ikke se det fornuftige i at straffe rigdom, for de rige er ofte dem, der sætter ting i gang, skaber jobs og velstand. Og hvis vi skal beholde bare en nogenlunde dækkende velfærd, så skal vi også kunne tiltrække veluddannet arbejdskraft fra udlandet.
“… om den lille undersøgelse, omfattende tre personer, vi har lavet her, så er mere holdbar end CEPOS og Rockwool-fondens mv., skal jeg ikke kunne sige”.
Ad auctoritatem. Duer ikke, væk
Jeg tror i øvrigt ikke på de her påstande om, at det ikke er “realistisk at opretholde en velfærdsstat på det niveau”, osv. Hvorfor skulle det ikke være det? I 80erne fungerede velfærdsstaten alt andet lige bedre (det var muligt at gå arbejdsløs i perioder uden at blive jagtet med en kæp fra morgenstunden), og det på en baggrund af langt flere arbejdsløse og dermed lavere skattegrundlag. Ergo kan vi endnu bedre opretholde det i dag, hvor økonomien aldrig har været bedre og danskerne i gennemsnit aldrig har været rigere. Alt andet er blålys,
Hvis Carstens og undertegnede ikke står som kvalificerede eksempler, så lad mig i stedet fremhæve en undersøgelse begået af ugebrevet Mandag Morgen. Her viser det sig, at kun 5% af danskerne er villige til at arbejde mere for at tjene mere: http://www.information.dk/167381 .