Modspil::URBAN

Britiske soldater anklages nu for seksuelle overgreb på en dengang kun 14-årig fange i Irak, et af de “brune” lande, der for tiden ikke skønnes at kunne “klare sig selv” og som “vores” drenge derfor er nødt til at boltre sig i - hvis det for nogen lyder som det 19. århundredes kolonialisme, er det, fordi det ret klart er den, vi er kommet tilbage til.

Som Lenin fra Lenin’s Tomb gør opmærksom på, er der ikke noget særligt ved sådanne angreb, der formentlig er en helt naturlig konsekvens af den racisme, der ligger til grund for hele besættelsen og det sprog, den forsvares i:

This sort of daily, often quite arbitrary, violence by forces who accept the minimum possible responsibility for their behaviour is just so much background noise to the war against barbarism/extremism/terrorism/savagery/etc. It just blends into the screams from the torture chambers and the crunch of metal against bone as troops shoot up cars at checkpoints or lob missiles into houses. The fact that this is perfectly ordinary behaviour by imperialist troops, under whatever authority and of whatever nationality, is always missed. Whether in Kosovo, Somalia or Haiti, whether the military mission is conducted under the NATO brand or the UN brand, there always emerges some sickening stories of systematic physical and sexual abuse of the supposed recipients of humanitarian largesse.

Den eneste grund til at vi overhovedet hører om den aktuelle sag er måske, at den er ekstrem - alle de “almindelige” tilfælde af overgreb og tortur forsvinder i mængden: “Had it been left at a whipping and beating for the crime of stealing milk, it may not have ever been reported.”

Hvornår begynder de første, tilsvarende sager om danske soldaters optræden i Afghanistan mon at dukke op? Et land, hvor USA stadig opretholder store fangelejre, hvor tortur praktiseres præcis så rutinemæssigt som på Guantánamo. Hvad har danske soldater dog at gøre på den galej - og så som “allierede”?

Naomi Klein i The Guardian om de nye kontrakter om udnyttelse af de irakiske oliereserver, der giver de multinationale selskaber den største bid af kagen:

One week after the no-bid service deals were announced, the world caught its first glimpse of the real prize. After years of backroom arm-twisting, Iraq is officially flinging open six of its major oilfields, accounting for half of its known reserves, to foreign investors. According to Iraq’s oil minister, the long-term contracts will be signed within a year. While ostensibly under the control of the Iraq National Oil Company, foreign corporations will keep 75% of the value of the contracts, leaving just 25% for their Iraqi partners.

That kind of ratio is unheard of in oil-rich Arab and Persian states, where achieving majority national control over oil was the defining victory of anti-colonial struggles. According to Greg Muttitt, a London-based oil expert, the assumption up until now was that foreign multinationals would be brought in to develop new fields in Iraq - not to take over those which are already in production and therefore require minimal technical support. “The policy was always to allocate these fields to the Iraq National Oil Company,” he told me. “This is a total reversal of that policy, giving the Iraq National Oil Company a mere 25% instead of the planned 100%.”

So what makes such lousy deals possible in Iraq, which has already suffered so much? Paradoxically, it is Iraq’s suffering - its never-ending crisis - that is the rationale for an arrangement that threatens to drain Iraq’s treasury of its main revenue source. The logic goes like this: Iraq’s oil industry needs foreign expertise because years of punishing sanctions starved it of new technology, while the invasion and continuing violence degraded it further. And Iraq needs to start producing more oil urgently. Why? Also because of the war. The country is shattered and the billions handed out in no-bid contracts to western firms have failed to rebuild it.

And that’s where the new contracts come in: they will raise more money, but Iraq has become such a treacherous place that the oil majors must be induced to take the risk of investing. Thus the invasion of Iraq neatly creates the argument for its subsequent pillage.

Det er åbenbart slut med det “post-koloniale” i et besat land som Irak - en udvikling, som resten af verden nok skal bide mærke i.

John Pilger fortæller i dagens Guardian om den palæstinensiske journalist Mohammed Omer, der for to uger siden fik Martha Gellhorn-prisen, som går til verdens bedste krigskorrespondenter.

At få lov til at rejse fra Gaza til London for at modtage prisen var et diplomatisk mareridt for Omer, der kun fik lov til det efter pres og sammen med en ledsager fra den hollandske ambassade.

Da han kom tilbage fra prisuddelingen, stod den Israelske efterretningstjeneste Shin Beth parat for at stjæle de 5.000 britiske pund, som prisen består af:

On his return journey, he was met at the Allenby Bridge crossing (to Jordan) by a Dutch official, who waited outside the Israeli building, unaware Mohammed had been seized by Shin Bet, Israel’s infamous security organisation. Mohammed was told to turn off his mobile and remove the battery. He asked if he could call his embassy escort and was told forcefully he could not. A man stood over his luggage, picking through his documents. “Where’s the money?” he demanded. Mohammed produced some US dollars. “Where is the English pound you have?”

“I realised,” said Mohammed, “he was after the award stipend for the Martha Gellhorn prize. I told him I didn’t have it with me. ‘You are lying’, he said. I was now surrounded by eight Shin Bet officers, all armed. The man called Avi ordered me to take off my clothes. I had already been through an x-ray machine. I stripped down to my underwear and was told to take off everything. When I refused, Avi put his hand on his gun. I began to cry: ‘Why are you treating me this way? I am a human being.’ He said, ‘This is nothing compared with what you will see now.’ He took his gun out, pressing it to my head and with his full body weight pinning me on my side, he forcibly removed my underwear. He then made me do a concocted sort of dance. Another man, who was laughing, said, ‘Why are you bringing perfumes?’ I replied, ‘They are gifts for the people I love’. He said, ‘Oh, do you have love in your culture?’

“As they ridiculed me, they took delight most in mocking letters I had received from readers in England. I had now been without food and water and the toilet for 12 hours, and having been made to stand, my legs buckled. I vomited and passed out. All I remember is one of them gouging, scraping and clawing with his nails at the tender flesh beneath my eyes. He scooped my head and dug his fingers in near the auditory nerves between my head and eardrum. The pain became sharper as he dug in two fingers at a time. Another man had his combat boot on my neck, pressing into the hard floor. I lay there for over an hour. The room became a menagerie of pain, sound and terror.”

Moderne, israelsk apartheid i en nøddeskal?

En forfærdelig påmindelse om det regime, besættelsen påtvinger de besatte såvel som besætteren, et regime, hvor det mindste tegn på oprør eller international anerkendelse skal kvæstes. En forfærdelig påmindelse om, at Israels besættelse af Vestbredden og Gaza er en skændsel og bør ophøre snarest muligt.

Fra et læserbrev i Jyllands-Posten i dag - en breakdance-instruktør fortæller om en Danmarksturné, hvor også fire deltagere fra Uganda var med:

Det har været chokerende at være vidne til den fjendtlighed, mennesker med mørk hudfarve bliver mødt med i Danmark.

Dette kulminerede, da uganderne blev stoppet på åben gade i København af tre civilklædte betjente og på særdeles hårdhændet vis gennet ind i nærmeste opgang, hvor de blev kropsvisiteret og ydmyget; bl.a. blev de beordret til at tage bukserne af.

Efter visiteringen, der havde været uden resultat, forklarede betjentene, at mange afrikanere kommer til Danmark for at sælge stoffer, og at de derfor havde troet, de var pushere.

En af uganderne påpegede, at de jo udelukkende var blevet stoppet, fordi de var sorte, hvorpå en betjent svarede, at det er sådan, systemet fungerer.

Er Danmark “verdens bedste land” - et “foregangsland for menneskerettigheder”?

Åbenbart - medmindre du er sort, for så kan du få af kniplen, kan du. “En sump af racisme og apartheid”  var måske mere præcist? Breakdance-instruktør Sune Pejtersens overskrift til læserbrevet var: “Jeg skammer mig”, og indlægget slutter:

Det [er] et menneskeforagtende system, vi har skabt os i foregangslandet Danmark, et system, der vil lulle os ind i en falsk fornemmelse af tryghed ved at forfølge mennesker, man ud fra forskruede opfattelser anser som værende farlige.

Uganderne har ikke lyst til at komme tilbage til Danmark - hvor jeg skammer mig over at være dansker.

Hvor man dog forstår ham!

Danmark mister milliarder på manglen på arbejdskraft, hævder den borgerlige tænketank CEPOS ifølge dagens Politiken:

Fra december 2007 til april 2008 har danske virksomheder forgæves søgt efter nye medarbejdere 39.000 gange.

Det viser en ny rapport om rekruttering, som Rambøll Management har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

På årsbasis betyder det, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) er væsentligt lavere, end det kunne have været:

»Der er 39.000 ubesatte stillinger. Hvis man forestiller sig, at de job blev besat, ville det øge Danmarks produktion med cirka 20 millarder kroner«, fortæller Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS.

Ja, og  her til morgen holder jeg selv bare fri og spilder tiden med at vaske tøj og læse, hvor jeg i stedet rent faktisk kunne have solgt konsulentydelser eller andet, hvorved jeg, hvis man udstrækker det til hele weekenden, kunne have genereret over 10.000 kroner lukt ned i skattefars for. Og tænk så bare på alle de rare milliarder, danskerne kunne have genereret, mens de sover? Hvor vover regeringen at tillade det?

Spøg til side, så er jeg faktisk ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor CEPOS og andre liberalister er så ivrige efter  at intensivere dansen om guldkalven: Penge, penge, penge, arbejde, arbejde, arbejde … hvad skal vi med alle de penge? Jeg har ikke bemærket, at landet skulle være voldsomt truet af fattigdom, nød eller sult.

Det 19. århundredes tidlige socialister (folk som f.eks. H.G. Wells og Oscar Wilde) drømte om et samfund, hvor teknologien gjorde det muligt at nøjes med at arbejde ganske få timer om dagen, hvorefter resten af tiden kunne bruges til kreative sysler.

Og som motivation? De største bidrag til videnskaben, kulturen og sågar teknologien er altid kommet fra folk, der ikke primært var motiveret af penge. Med tidens formelige forbrugsfest in mente kommer CEPOS-økonomens dystre advarsler snarere til at lyde som en beduin, der beklager sig over den snarlige mangel på sand i Sahara.

Der er andet i livet end penge, og hvis danskerne kunne lære at give afkald på lidt levestandard til gengæld for livskvalitet, ville meget være nået. CEPOS-økonomen Mads Lundby Hansen burde snarere koncentrere sig om selv at  lære dét fremfor at bruge sin tid på at heppe på en stadig vildere dans om arbejdsmarkedets guldkalv.

Indvandring er ikke noget nyt - allerede i jernalderen var danskerne lige så etnisk og genetisk varierede som i dag, viser ny forskning af ph.d.-studerende Linea Melchior fra Forskningslaboratoriet på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

De genetiske forskelle var lige så store som i moderne tider - dvs., som i moderne tider efter indvandringsbølgen, fastslår Melchior ifølge videnskab.dk:

Når man tænker på Jernalderen, er det nærliggende at forestille sig små isolerede landsbyer, der i høj grad var plaget af indavl. Men den forestilling er helt forkert, viser ny dansk forskning.

Ved at udforske individernes såkaldte mitokondrielt DNA, har [Linea Melchior] fundet, at der var lige så store genetiske forskelle dengang som i moderne tider. Samtidig har hun vist, at der kom tilrejsende fra fjerne egne, for helt specifikt har hun fundet arvemateriale fra en mand, som stammer fra Arabien.

Arkæologer og antropologer ved i dag, at forestillingen om én skandinavisk genetisk type - om et folkefærd, der vandrede til Danmark, slog sig ned der, og så ellers levede i isolation fra omverdenen - er forkert.

»Ser vi på Danmarks geografiske placering, er det oplagt, at vi har haft kontakt med andre folkefærd,« siger Linea Melchior og fortsætter: »Vi ved fra arkæologiske fund, at der har været en stor udveksling og handel med andre områder i Skandinavien og Europa.«

Kontakten må endda have strakt sig endnu længere sydpå, for i en af de danske jernaldergrave lå resterne af en mand, som genetisk set stammer fra Arabien.

I begyndelsen af den danske Jernalder lå romerske legioner så langt nordpå som ved Elben, og det kan tænkes at den arabiske mand fra gravstedet på Sydsjælland, var slave eller lejesoldat i den romerske hær. Han besad formentlig talenter, som folkene i Bøgebjerggård eller Skovgaarde kunne bruge - eller også var han efterkommer af en kvindelig arabisk slave, der af ukendte årsager drog over Elben og sluttede sig til landsbybeboerne på Sjælland.

»Det er ikke første gang, at vi ser en arabisk mand begravet i indviet jord - det var nøjagtigt det samme med et andet arabisk individ, som min forgænger Lars fandt et andet på Kongemarken,« fortæller Linea Melchior.

De to arabere var begravet på præcis den samme måde, som de andre individer. Fundet vidner om, at folk fra fjerne egne kunne og blev optaget i de danske landsbysamfund.

Nationalisterne har altså ikke og har aldrig haft noget at have deres forestillinger om et racerent, indo-arisk “folkehjem” i. Og godt det samme - det ville nu alligevel have været for kedeligt.